Tut havde fulgt en dreng i lang tid, når han kom til undersøgelse for hans "Port", som han havde i maven. Den skulle tjekkes, og sommetider renses og laves "ting" ved. Det var ikke altid lige sjovt, men han blev egentligt bare ked af det og sagde aldrig noget. Tut sagde at man gerne måtte sige ting når det gjorde ondt, men nej, det ville han ikke. Han var omkring 4 år og meget høflig. Lige meget hvad Tut gjorde, fik hun ham ikke til at beklage sig. Så sagde Tut at når hun synes noget gjorde ondt eller var træls, så trampede hun i gulvet og sagde "TISSEMYRE"! Det fik drengen og hans forældre til at grine ret meget. Men han ville stadig ikke sige noget, så når Tut kunne se på ham at nu gjorde det ondt eller at det var trælst, så stampede hun i gulvet og sagde "TISSEMYRE".
Det blev til megen grin og drengen slappede noget mere af. Det blev så sådan at når det gjorde ondt fik drengen et helt specielt blik og kiggede forventende på Tut, der med det samme kvitterede med et tramp og et "TISSEMYRE".
Sommetider var han ovre og blive scannet for at sikre at "porten" var intakt og i orden. Når han skulle det fik han altid lidt beroligende, for at han kunne ligge stille. Det betød også, at han skulle blive på hospitalet nogle timer bagefter, så han var helt vågen. Selvom han godt vidste hvad der skulle ske og at det ikke gjorde ondt, var han alligevel nervøs.
En dag blev Tut spurgt om hun ville med over og blive scannet, og med drengens accept tog hun med. De ville gerne prøve uden beroligende. Drengen var stadig nervøs og blev også ked af det, selvom han kendte proceduren. Tut stod foroven og holdt drengen i hænderne, som han havde over hovedet. Faren stod ved siden af, så han følte sig helt tryg.. Han vidste godt at han skulle ligge stille imens han blev scannet og han var så tapper. Alt imens han blev scannet stod Tut med hans hænder og sang alle de børnesange, som hun kunne huske. Ind imellem hans gråd/hiksen, sang han med på sangene. Han blev færdig og billederne var bare i orden. Da de kom tilbage til stuen kiggede drengen på Tut med det der helt specielle blik i øjnene. "Skal jeg?", spurgte Tut og han nikkede grinende. Tut stampede i gulvet og sagde "Tissemyre"! Bagefter kunne han tage direkte hjem, for han havde jo ikke fået noget beroligende...
